Studie- og ordensregler på
Christianshavns Gymnasium
Ordensregler
På Christianshavns Gymnasium har vi et
skolesyn, som lægger vægt på faglighed og demokrati. Skolens fokus
på demokrati betyder bl.a., at vi ønsker en skole præget af
samtaler, hvor man opsøger viden og indsigt, fremfører sine
argumenter, lytter til andre og kritiserer andres argumenter i en
ånd præget af gensidig tillid. Dette kræver et undervisningsmiljø,
som indebærer, at deltagerne møder veloplagte og velforberedte til
det aftalte tidspunkt for herefter at deltage aktivt i
undervisningen.
Christianshavns Gymnasium er et
lærested og en arbejdsplads. Det er lærernes ansvar at sikre
kvalitetsundervisning - det er elevernes ansvar at modtage den.
Ansvaret for koncentrationen om undervisningen ligger hos
deltagerne: elever og lærere.
På Christianshavns Gymnasium er der
i praksis klare retningslinjer for, hvordan vi omgås. Vi forventer,
at alle - lærere såvel som elever - tager sig selv og
undervisningen alvorligt, viser omhu og hensyn, respekterer andre
og opfører sig generelt fornuftigt. Kort sagt at man behandler
andre, som man selv ønsker at blive behandlet.
Skolens fokus på faglighed betyder
fx, at alle elever har bøgerne med og tager dem frem, og at man
deltager aktivt i undervisningen. Man kan derfor ikke forestille
sig, at en elev fx lægger sig til at sove eller møder frem påvirket
af rusmidler.
Klasserumskulturen
indarbejdes i 1.g. Fælles beslutninger er fælles ansvar. Det er
alle ansattes ansvar, at eleverne ikke bliver forvirrede over, hvad
der er aftalt, og hvor grænserne går. Nøgleordene fra skolesynet -
faglighed og demokrati - medfører en proces, hvor lærere må tage
ansvar for, at eleverne kan udvikle sig til studerende.
Det betyder at:
- Mad og drikke henvises til frikvartererne og kantinen.
Vandflasker er undtaget.
- Colaer, varme drikke og mad hører ikke hjemme i
elevstudiecenteret, i elevopholdsrummene eller
i datalokalerne.
- Da det altid er andre end os selv, som ikke rydder op, er der
kun en vej: Undervisningen kan først begynde, når deltagerne er
klar i et ryddeligt lokale. Ryd op først og jag synderne efter
timen. Hvis princippet anvendes, vil ingen unødigt komme til at
spilde vigtig tid med at rydde op.
- De økonomiske vilkår og almindelig anstændighed er sådan, at
omhu over for undervisningsmateriale, møbler og lokaler er
medvirkende til at sikre en fornuftig fordeling af de midler, vi
har til rådighed .
- For at kunne gennemføre en fokuseret undervisning kræves også
en vis æstetik. Snavsede eller tilskrevne borde, billeder og
gardiner, der hænger skævt, duer ikke. Umotiverede opsætninger af
reklamer for uvedkommende begivenheder, sponseret af ungdomsblade,
tøjfirmaer m.v., henvises til plakatsøjlen i gården. Planlagt og
gennemført udsmykning i lokaler er dog OK, hvis pedel eller FU har
godkendt det.
- Skabene i lokalerne er sat op af faglige hensyn.
- Er der tegnet på bordene, hentes klud og sæbe i kælderen.
- Er det mod forventning noget man ikke selv kan ordne - læg en
seddel til skolens pedel i dueslaget på kontoret.
Vores regler gælder både på og
uden for skolen, nemlig i de sammenhænge, hvor elever er eller
opfattes som repræsentanter for Christianshavns Gymnasium.
Samfundets almindelige normer og
regler for adfærd og samvær gælder naturligvis også på CG. Ingen
person på CG må udsættes for - eller udsætte andre for - mobning,
voldelig, diskriminerende eller anden krænkende handling. Skolens
elever forventes at tage ansvar for egen adfærd og har derved et
selvstændigt økonomisk ansvar for egne handlinger.
Bortkomne bøger:
Bøger og andet af skolens udstyr skal erstattes ved bortkomst eller
ødelæggelse.
Rusmidler og
rygning: CG er røgfrit område - både indendørs og
udendørs.
Enhver form for brug af rusmidler er
forbudt. Se dog yderligere "Christianshavns Gymnasium: Politik ifm.
alkohol, rygning og euforiserende stoffer", hvori der er angivet
visse undtagelser omkring alkoholindtagelse til fester m.v.
Sanktioner:
Tilsidesættelse medfører sanktioner efter en konkret vurdering og
normalt efter en forudgående skriftlig advarsel. Sanktionerne
spænder fra udelukkelse fra konkrete prøver, aktiviteter eller
arrangementer, til midlertidig udelukkelse fra undervisningen i op
til 10 dage og i særlig alvorlige tilfælde, bortvisning
(udskrivning fra skolen).
Skolen har en meget håndfast
holdning til hash o.a. euforiserende stoffer. Er man i
besiddelse af eller indtager man euforiserende stoffer som fx hash
på skolen eller i CG-sammenhænge, bortvises man straks og udskrives
fra skolen uden yderligere advarsler.
STUDIEREGLER
Fremmøde: Det
forudsættes, at man møder til tiden og deltager aktivt i
undervisningen. Eleverne kan kun være fraværende fra skolen ved
sygdom eller efter aftale med rektor. Skolen skal have skriftlig
besked om planlagt fravær (fx hospitalsindlæggelse). Beskeden
sendes til eller afleveres på kontoret. Der skal gives besked om
årsagen til ikke planlagt fravær i Lectio - eller ved fravær over 1
uge direkte til skolens kontor. Skolen beder om lægeerklæring
på elevens regning i forbindelse med en eventuel fritagelse for
undervisning i idræt eller i forbindelse med sygdom ved prøver og
store opgaver (fx AT-opgaver).
Konsekvenser: Brud
på denne regel fører til påtale fra
teamkoordinatorer/studievejleder. Ved fravær af et større omfang
modtager eleven en skriftlig advarsel af
elevinspektor/rektor. Ved fortsat fravær udløses en sanktion:
Aflæggelse af prøver og eksamen i alle fag på det pågældende
klassetrin ("på særlig vilkår"). Fortsætter fraværet yderligere
bortvises eleven fra skolen. Eleven kan dog stadig gå til eksamen
som selvstuderende.
Godskrivning: Hvis
elever i forbindelse med et skolearrangement
bliver nødt til at forsømme en eller flere timer bliver fravær
godskrevet. Eleven er selv ansvarlig for at godskrevet fravær ikke
medtælles.
Klager: En
sanktion kan påklages til Undervisningsministeriet (Klagevejledning
udleveres af skolen).
Oprykning: Ved
skoleårets afslutning vurderer skolen den enkelte elevs standpunkt
og muligheder for at gennemføre det næste skoleår. Hvis
gennemsnittet er under 2,0, kan eleven nægtes oprykning til næste
klasse. En elev kan kun rykke op i næste klasser, hvis alle prøver
(årsprøver, eksamener og store skriftlige opgaver) er aflagt eller
afleveret.
Skriftligt fravær:
Elever skal rettidigt aflevere samtlige opgaver, og disse skal
kvalitativt og kvantitativt følge de af læreren fastsatte krav.
Konsekvenser: Brud på denne regel fører til de
samme sanktioner som nævnt under fremmøde. Dette gælder også i
tilfælde af snyd - herunder afskrift uden
kildeangivelse.
Snyd: Hvis en elev
gribes i snyd eller afskrift i forbindelse med en eksamen,
bortvises eleven fra eksamen og kan først indstilles til eksamen
året efter. Ved snyd eller manglende rettidig aflevering af
da/hi-opgaven, studieretningsopgaven, studieretningsprojektet,
AT-eksamensopgaven og årsprøver erklæres besvarelsen ugyldig eller
manglende, og eleven kan ikke umiddelbart rykkes op til næste
klassetrin. Rektor afgør, om eleven kan få en mulighed for at
besvare en ny opgave.
SU: Det er en
betingelse for modtagelse af SU, at man er studieaktiv, og skolen
har ifølge SU-reglerne ansvaret for at meddele SU, når elever
skifter status fra at være studieaktive til at være
ikke-studieaktive. Det er skolen, der kontrollerer og træffer
afgørelse om en elevs studieaktivitet; vurderer skolen, at en elevs
indsats ligger på et uacceptabelt niveau, er konsekvensen, at dette
meddeles SU, hvorefter SU-retten ophører. Skolen kan beslutte, at
eleven må fortsætte skolegangen, hvis skolen skønner, at eleven kan
indhente det forsømte. Eleven vil kunne søge om SU igen, når eleven
af skolen skønnes studieaktiv på ny. Normalt vil elever, der sættes
"på særlige vilkår", blive kendt "ikke-studieaktive" og derved
miste SU-retten.
Computere i
undervisningen: Bærbar computer i undervisningen skal
bruges til undervisningsrelevant arbejde såsom noter og andet
relevant, som f.eks. ved gruppearbejde. Læren kan bede eleven om at
lukke computeren, hvis hxn mener, at det er undervisning, der ikke
har behov for computer. Brug af computere i undervisningen skal
desuden diskuteres og skrives ind i klassens aftale om
klasserumskultur.
Ovenstående studie- og ordensregler
er skrevet inden for rammen af CG's skolesyn og af
Undervisningsministeriets bekendtgørelse om studie- og
ordensregler i de gymnasiale uddannelser. Reglerne har været
behandlet i SU, PR og elevråd i sommeren 2009.
Forslaget har været til høring
i elevråd, pædagogisk råd og i fællesudvalget inden endelig
godkendelse i skolens bestyrelse.
Troels Vang Andersen d. 19.12.
2012