Hverken faglighed eller
demokrati er fastlagte og veldefinerede størrelser. De er
idealer eller mål som hele tiden skal gøres vedkommende, diskuteres
og praktiseres af alle på skolen. At realisere disse mål opfatter
vi både på det almene og det personlige plan som skolens egentlige
dannelsesopgave.
Vores demokratiske
ideal indebærer, at ethvert menneske har ret til at
bestemme over forhold, der har betydning for hans eller hendes liv.
Når der skal tages beslutninger, må der derfor i størst muligt
omfang tages hensyn til alle involverede, alle skal have mulighed
for at præge beslutningerne.
På Christianshavns Gymnasium er vi
derfor forpligtede til hele tiden at spørge os selv: Hvem tager
beslutningerne? Hvordan tages de? Og Hvad er genstand for fælles
beslutning? Vores beslutninger skal være gennemsigtige.
Vi ønsker en ånd, et miljø præget
af samtaler, hvor man opsøger og respekterer viden og indsigt,
fremfører sine argumenter, lytter til og kritiserer andres
argumenter.
Det forudsætter gensidig tillid, opmærksomhed og fordomsfrihed.
Vores faglige
ideal indebærer, at såvel faglig viden og faglige
kompetencer som faglig fordybelse og fagligt samspil er nødvendige
for et seriøst og kvalificeret arbejde med natur, mennesker og
samfund. Vi ønsker, at vores elever udvikler sig til studerende. At
de får lyst til og forudsætninger for videre studier.
Vi mener, at ligeværd og selvværd
er hinandens forudsætninger og at den enkeltes ansvar for sig selv
ikke kan eller bør adskilles fra ansvaret for fællesskabet.
Vi mener således, at faglighed og
demokrati hænger sammen med dannelse: medindflydelse højner
fagligheden, faglighed er forudsætningen for et levende og
kvalificeret demokrati, og den enkeltes dannelse og udvikling er
intimt forbundet med andres. Dannelse er opmærksomhed over for
andre mennesker, men også over for kulturer, undervisning og
fag.