Kære alle CG'ere.
Først og fremmest
tillykke med jeres veloverståede eksamener. Det er
gået rigtig godt for mange af jer, og igen i år er ingen studenter
dumpet. Heldigvis lykkedes det også at få flyttet Huefesten fra
Pumpehuset, som krakkede i sidste uge til Park Café, som vi jo
kender fra vores Gallafest.
Når I nu går hjem til en
velfortjent sommerferie, rykker der et stort hold nye mennesker ind
på skolen - nemlig en masse håndværkere, som hen over
vores sommerferie skal udføre
renoveringsarbejder på Fabrikken
for mere end 4 mio. kr. Vi får nemlig lavet et helt nyt vand- og
varmeanlæg i Fabriksbygningen samt sat nye vinduer i hele
Fabrikken. Hovedparten af arbejdet skulle gerne være afsluttet, når
I vender tilbage - dog vil der være visse delprojekter, som skal
udføres hen over efteråret, inden Fabrikken står helt fin og
færdig.
Skolestarten
kommer til at foregå lige som de sidste to år: Alle lærerne er på
arbejde mandag den 9. august. De nye 1.g klasser møder
tirsdag den 10. august og får lov til sammen med deres
tutorer at indtage skolen helt for sig selv på deres første
skoledag. Onsdag den 11. august er første skoledag for alle
kommende 2.-3.g elever. Undervisningen starter til
almindelig tid - kl. 8.00. Kig efter jeres nye skema på Lectio. Det
offentliggør vi omkring 1. august.
Efter skolestarten holder 1.g'erne
traditionen tro en lille farvefest den første
fredag. Den efterfølgende fredag den 20. august holder hele skolen
idrætsdag ude ved Sundbyhallerne og om aftenen er
der idrætsfest med avancerede udklædninger i
skolegården.
God sommerferie. Jeg glæder mig til
at se jer alle sammen i uge 32.
Troels Vang Andersen
rektor