Samfundsfag

Velkommen til faget samfundsfag

Samf-præs

Samfundsfag handler om magt og demokrati, ressourcer og fordeling, fællesskaber og identitetsdannelse, velfærd og fattigdom, globalisering og internationale forhold.  Vi undersøger fx arbejdsløsheden i Danmark og andre lande, hvorfor det især rammer unge, og hvad det betyder for deres identitet,  og vi diskuterer hvilken politik Danmark eller EU kunne føre for at undgå arbejdsløshed.

I samfundsfag arbejder vi i høj grad undersøgende: vi møder og studerer virkelighedens samfund på nettet, i nyhedsudsendelser og aviser. Vi tager på ekskursioner, hører foredrag og bruger den viden vi får til at diskutere problemstillinger, anskue en sag fra flere sider og blive klogere på et emne. Vores vigtigste redskaber til at undersøge og diskutere problemstillinger med er teorier og begreber i de 4 discipliner som samfundsfag består af, nemlig sociologi, politik, økonomi og international politik.

En nærmere beskrivelse om samfundsfag på alle 3 niveauer findes på  undervisningsministeriets hjemmeside  form af  læreplaner og vejledninger

 
 

Undervisningsemner

Samfundsfag beskæftiger sig med emner og problemstillinger inden for og på tværs af disciplinerne politik, sociologi, økonomi og international politik. Der er ofte forskellige opfattelser af et emne, og problemstillinger er sjældent entydige, så for at forstå et givet emne eller problemstilling må vi ofte inddrage flere discipliner.  Undersøger vi fx arbejdsløshed blandt unge, dets årsager og hvad man kan gøre ved det, så indgår både sociologi, politik og økonomi. Når vi diskuterer samfundsmæssige forhold kan vi også støde ind i modsætninger/paradokser.  Fx når det er regeringens mål at 95% af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse,  og at Danmark skal være et vidensamfund, hvorfor skærer man så ned på SU og på bevillingerne til uddannelse og forskning?  Hvordan kan der være fattigdom i Danmark, når vi har en af verdens højeste skatteprocenter, og når flere undersøgelser viser at danskerne er verdens lykkeligste folk? Hvordan kan det være at man skærer i U-landsbistanden, når man ved at en af de væsentligste årsager til at unge fra U-landene søger mod Europa, er manglende muligheder i de lande de kommer fra?   

 
 

Tværfagligt samarbejde

Samfundsfag indgår i tværfaglige projekter og opgaver sammen med humanistiske fag (dansk, sprogfag, historie), kunstneriske fag (billedkunst, design, drama, mediefag) og naturvidenskabelige fag (biologi, fysik, kemi og naturgeografi) samt matematik. Det sker i AT (Almen studieforberedelse) i alle de 3 år, i SRO/studieretningsopgaven i 2g og SRP/studieretningsprojektet i 3g. Både i AT, SRO og SRP skal eleverne beskæftige sig med problemstillinger, der skal belyses ved hjælp af to fag, hvor samfundsfag så ofte er det ene.

Nogle eksempler: Den engelske forfatter George Orwells fremtidsroman "1984" udkom i 1948; her kan engelsk kombineres med historie hvis opgaven handler om at forstå hvad det var for forhold i Orwells samtid der lå bag romanen, eller engelsk kan kombineres med samfundsfag hvis målet er at finde ud, om nutidens samfund stemmer overens med den vision Orwell opstiller i "1984".

Den skønlitterære bog "Copenhagen Noir" beskæftiger sig med de mørke sider ved København i dag, herunder trafficking. Her kan samfundsfag medvirke til at uddybe og forklare, hvilke årsager der er til  trafficking, og hvad det betyder for de involverede kvinders livsmuligheder. Her vil samarbejdet derfor foregår mellem dansk og samfundsfag.

Et samarbejde mellem samfundsfag og matematik kunne bestå i at finde ud af om den danske valgmåde er retfærdig og demokratisk sammenlignet med valgmåder i andre lande.

 Klimaspørgsmål har ofte været omdrejningspunkt for samfundsfags samarbejde med naturgeografi og biologi. Hvilke økonomiske faktorer ligger bag de senere års stigende CO2 udslip. Eller hvordan håndterer verdenssamfundet de svindende vandressourcer i Mellemøsten, som i forvejen er præget af store konflikter?

 
 

Eksamen

Til eksamen i samfundsfag skal du vise, at du ved noget om det emne/projekt du trækker, og at du kan bruge og analysere de forskellige materialer der indgår i opgavesættet; materialet består af artikler, statistikker o.a. Emnerne du komme til eksamen i er kendt, det er nemlig dem vi har arbejdet med i undervisningen, men det materiale du trækker ved eksamen er ukendt.  Derved får man mulighed for at vise sin evne til at tilegne sig nyt stof, og man får vist sin evne til at relatere dette til det kendte stof og undersøge og diskutere det ved hjælp af de begreber og teori, man kender fra undervisningen.

Hvis du skal til mundtlig eksamen i samfundsfag C får du stillet et par specifikke spørgsmål til max to siders bilag som typisk er en avisartikel, en tabel eller en model. Man har 48 minutter til at forberede besvarelsen og 24 minutter til den mundtlige eksamination.

Til eksamen på samfundsfag B og A trækker du et bilagsmateriale på 10-15 sider; herefter har man 24 timer til at udarbejde en synopsis på grundlag af bilagsmaterialet og din øvrige viden om det emne/forløb, opgaven omhandler. Den efterfølgende eksamen består i at eleven først fremlægger sin synopsis, herefter følger en faglig dialog på grundlag af den mundtlige fremlæggelse og der perspektiveres til de problemstillinger, der indgår i undervisningsbeskrivelsen, dvs. det stof der er behandlet i undervisningen.

I samfundsfag A kan man også komme til skriftlig eksamen. Den består af 1 times gruppeforberedelse efterfulgt at 5 timers individuel opgaveskrivning. Eksamen består af en fællesdel med tre små opgaver og tre delopgaver, hvor hver elev skal vælge en. I eksamenssættet indgår forskellige bilag, og det vigtige er at kunne aflæse, dokumentere og argumentere for sine synspunkter ved hjælp af sin faglige viden, herunder teorier og begreber, samt at kunne formulere sig på en velstruktureret og sammenhængende måde.

 

 

 
 

Lærere

Anders Kahr-Højland, An, samfundsfag og historie: an@cg-gym.dk

Casper Bukh, CB, samfundsfag og historie: cb@cg-gym.dk

Inger Møller Kerstens, IM, samfundsfag og engelsk:im@cg-gym.dk

Irene Thor Kaufmann, IK, samfundsfag og psykologi: ik@cg-gym.dk

Klaus Eskelund, KE, samfundsfag og idræt: ke@cg-gym.dk

Kristian Gustavussen, Gu, samfundsfag og historie:  gu@cg-gym.dk

Poul Hviid, PH, samfundsfag og historie: ph@cg-gym.dk

Steen Larsen, SL, samfundsfag og geografi: sl@cg-gym.dk

Morten Vinther (Mo), samfundsfag: mo@cg-gym.dk

Anne Kathrine Schmidt Hansen (SH), engelsk og samfundsfag: sh@cg-gym.dk