Musik

Velkommen til faget musik

Musikpræs 1Her kan du læse mere om musikundervisningen på CG, faget generelt og de mange muligheder for musikaktiviteter, vi kan tilbyde her på CG.

Du vil også kunne finde interessante links og andre nyttige oplysninger om musikfaget.

Musik spiller en stor rolle i dagligdagen for mange mennesker, de fleste lytter dagligt til musik og nogle spiller et instrument eller synger i fritiden.

Når vi lytter til musik, og når vi selv synger og spiller musik, bliver vi en del af et kulturelt, historisk og socialt fællesskab. Det giver os en referenceramme, som er med til at gøre vores liv sammen med andre mennesker meningsfyldt. Og så er det sjovt at deltage i en musikalsk sammenhæng. Det appellerer til både krop og sjæl, og det giver os mulighed for at udtrykke os på andre måder end i ord. Det er denne interesse, gymnasiets teoretiske og praktiske musikundervisning tager sit udgangspunkt i.

Med andre ord:  Musik "forener en teoretisk-videnskabelig, en kunstnerisk og en performativ tilgang til musik som en global og almenmenneskelig udtryksform" og " integrerer elementer fra det humanistiske, det naturvidenskabelige og det samfundsvidenskabelige område med henblik på almendannelse, identitetsudvikling og studiekompetence" (citater fra STX- Bekendtgørelsen).

Musikfaget er både teoretisk og praktisk:

  • Vi lytter til musik fra forskellige tidsperioder og genrer og får derigennem kendskab til fagbegreber, som vi kan bruge til at udtrykke os præcist, når vi vil beskrive musikken og de virkemidler, den benytter sig af.
  • Vi arbejder med noder, rytmer, skalaer, akkorder m.m. og lærer at afkode et nodebillede og omsætte det til musik.
  • Vi synger og spiller og beskæftiger os med at arrangere musik for f.eks. et band, ofte med henblik på opførelse for et publikum.
  • I løbet af en almindelig musiktime når vi som regel rundt om begge fagets store 'søjler': Musikforståelse/kundskab og musikudøvelse.

Arbejdsformerne veksler mellem klasseundervisning, gruppearbejde, projektarbejde, fremlæggelser og opførelser i klassen og for et større publikum, f.eks. skolens elever eller forældre og venner.

A-, B- eller C-niveau?

Musikfaget kan enten indgå i din studieretning (i kombinationen muA +enA + meC), eller du kan vælge musik som frit valgfag på C-, B- eller A-niveau.

C-niveau kommer du til at arbejde med musikkens grundlæggende byggesten og udtryk indenfor sang, spil og musikforståelse/musikkundskab.

B-niveau bliver denne beskæftigelse udvidet med muligheden for at arbejde med et musikprojekt med særlig inddragelse af it, f.eks. i form af en lydproduktion eller filmmusik.

Desuden vil du stifte bekendtskab med elementær satsteknik med henblik på at kunne nedskrive et lettere, nodebaseret nummer, som kan opføres for klassen.

A-niveau bliver faget tilføjet yderligere en skriftlig, nodebaseret dimension, hvor du vælger mellem at arrangere en pop-rockmelodi, en jazzmelodi, en vise eller en salme for flere sangere og instrumentalister.

Alle tre niveauer udgør en aktiv del af skolens musikliv.

På grund af CG's centrale geografiske placering har vi nem adgang til byens koncertliv og tager derfor på ekskursioner til f.eks. Vega, Jazzhouse, Radiohuset og Tivolis Koncertsal, ligesom vi ofte får besøg på skolen af professionelle musikere, der gerne vil give en koncert eller lave en musik-workshop.

CG's musikliv

CG har et stærkt og aktivt musikliv og mange musikalske arrangementer i løbet af året både for musikholdene og for den frivillige musik efter skoletid.Musikpræs 3

Med det faste mandagskor CG-Koret og - ved juletid - yderligere et Julekor og et 1g-kor, samt med en elev-spilleforening kaldet Åben Musik, er der rig basis for efterårs-, jule- og forårskoncerter samt caféer af forskellig art.

Desuden laver vi musical og Grand Prix hvert år.

Vores musiklokaler er lige blevet renoveret, så vi nu råder over tre store lokaler samt et par mindre grupperum.

De benhårde facts:

C-niveau:     Årsnorm: 75 timer, fordelt på 2-3 timer om ugen.

                   Eksamen:Mundtlig/praktisk.

B-niveau:     Årsnorm: 125 timer, fordelt på 4 timer om ugen (bygger ovenpå C-niveau).

                   Eksamen: Mundtlig/praktisk.

 A-niveau:    Årsnorm: 1g = 100 timer, 2g =100 timer, 3g = 125 timer (i alt 325 timer), fordelt på 3 timer om ugen i 

                   1g, 3 timer om ugen i 2g, 4 timer om ugen i 3g.

                   Eksamen skriftlig og/eller mundtlig/praktisk

Yderligere oplysninger om læreplaner og vejledninger i musikfaget kan ses på undervisningsministeriets hjemmeside

 
 

Undervisningsemner

Undervisningen i MUSIKKUNDSKAB veksler mellem relativt korte overbliksforløb og mere langvarige og dyberegående emner, hvor vi analyserer udvalgte musikeksempler. Både overbliksforløbene og emnerne skal have en vis spredning i såvel genre som tidsperiode.

Musikpræs 6

Med andre ord: Vi arbejder med alverdens stilarter og musikformer indenfor vestlig pop-rockmusik, verdensmusik, folkemusik, klassisk musik.

 Musik-noder

Af konkrete emner kan nævnes:

  • Ungdomskulturelle udtryksformer (f.eks. punkkultur, hiphopkultur)
  • afroamerikanske musikformer og deres kulturelle baggrund (f.eks. blues, jazz, soul )
  • Händels operaer og oratorier i datidens England.

 

 
 

Tværfagligt samarbejde

Musikpræs 7

Musik indgår i Almen Studieforberedelse (AT) i 1g sammen med sprogfagene (AT3). Det er et projekt for hele 1g-årgangen på tværs af klasser.

Musik på A-niveau i studieretningsklassen indgår desuden i AT både i 2g og 3g i mere selvvalgte konstellationer. Typisk vil faget i 2g være et af rejsefagene i forbindelse med klassens studierejse og dermed indgå i AT7 og det dertil knyttede internationaliserings-projekt.

Musik-A er et populært fag i både Studieretningsopgaven (SRO) i 2g og i studieretningsprojektet (SRP) i 3g - begge dele er individuelle skriftlige opgaver, der som regel udarbejdes med inddragelse af to fag.

I den afsluttende individuelle AT-synopsisopgave i 3g kan musikfaget indgå på alle tre niveauer.

 

 Musikpræs 5

Her ses et foto fra musikkorets optræden i Serbien

 
 

Eksamen

Det er ikke sikkert, at man kommer til eksamen i musik. Dog er det sikkert at A-niveau elever kommer til eksamen i enten skriftlig eller mundtlig musik (eller begge dele).

Musikpræs 8

Skriftlig musikeksamen på A-niveau er en 5 timers prøve, fordelt på en 1 times prøve i MUSIKTEORI (uden hjælpemidler) og en 4 timers prøve i ARRANGEMENT (med hjælpemidler) - opgaven går ud på at arrangere en melodi for selvvalgt besætning indenfor den stilart, som klassen har arbejdet med i løbet af de tre år (koral, vise, pop, jazz).

Mundtlig musikeksamen på A-niveau består både af teori og praksis:

Den teoretiske del foregår i et af de to MUSIKKUNDSKABSEMNER, som klassen har arbejdet med. Man trækker et ukendt parallelværk (musikværk) som skal analyseres i forhold til det overordnede emne - hertil gives en forberedelsestid på 60 minutter; selve eksamen er 30 minutter.

I den praktiske del skal hver elev fremføre et solonummer og indgå i en sammenspilsgruppe, i begge tilfælde med selvvalgte numre. Det er dog et krav at man både viser noget vokalt og noget instrumentalt. I forbindelse med gruppesammenspil skal man desuden kort gøre rede for det valgte udtryk og egen rolle i sammenspillet.

Mundtlig musikeksamen på B-niveau består både af teori og praksis:

Den teoretiske del foregår i et af de to MUSIKKUNDSKABSEMNER, som holdet har arbejdet med. Man trækker et kendt musikværk, som har været gennemgået i timerne og et ukendt parallelværk til sammenligning. Forberedelse: 44 minutter, eksamen: 22 minutter.

I den praktiske del skal hver elev fremføre et solonummer og indgå i en sammenspilsgruppe, i begge tilfælde med selvvalgte numre. I forbindelse med gruppesammenspil skal man desuden kort gøre rede for det valgte udtryk og egen rolle i sammenspillet.

Mundtlig eksamen på C-niveau består både af teori og praksis:

Den teoretiske del foregår i det PROJEKTEMNE, som holdet har arbejdet med i grupper i løbet af foråret. Gruppen trækker et ukendt parallelværk (musikværk), som skal analyseres i forhold til det overordnede emne. Hertil gives 24 timers forberedelse. Ved selve eksamen, som er individuel og varer 20 minutter, trækkes et delspørgsmål med en særlig vinkel på stoffet.

Den praktiske del består af gruppesammenspil i et selvvalgt nummer.

 Læs mere om eksamensregler og bedømmelseskriterier på Undervisningsministeriets hjemmeside -se bilag 40 (musik A), bilag 41 (musik B) og bilag 42 (musik C).

 
 

Lærere

Anne Kirsten Brok-Kristensen (AK), Musik og idræt: ak@cg-gym.dk

Gerda Munch Kofoed (GK). Musik og idræt: gk@cg-gym.dk

Mette Lundby Lønsted (ML):Musik og religion: ml@cg-gym.dk