En vigtig del af skolens
profil.
Der er adskillige musikalske
begivenheder på Christianshavns Gymnasium i løbet af et skoleår.
Nogle af dem udspringer af elevernes aktive musikudøvelse efter
skoletid.
CG-Koret
Hver mandag aften er der kor for
alle interesserede. Koret medvirker ved forskellige arrangementer i
løbet af skoleåret: Efterårscafé, julekoncert, juleafslutning,
orienteringsaften for kommende elever, forårskoncert, translokation
samt diverse ad hoc-begivenheder. Repertoiret spænder vidt - fra
klassisk kormusik til ny rytmisk musik, ofte ledsaget af
rytmegruppe. Hvert andet år indgår CG-Koret i skolens musical, og
hvert andet år tager koret på en lille turné. Vi har bl.a. været på
Færøerne og i Serbien. I foråret 2012 bliver det dog kun til en tur
til Århus i en korudveksling med Århus Katedralskole.
Musical
På Christianshavns Gymnasium
opfører vi hvert år en musical. Hvert andet år står musiklærerne
for projektet, og hvert andet år er det eleverne selv der styrer
det hele. Sidste år opførte vi "The Commitments", frit efter
musikfilmen af samme navn. I år opfører eleverne forestillingen
"Feel Good", som de selv har skrevet manuskript til, og hvor de
inddrager musik af Gorillaz. Der er mange elever i gang i sådan et
projekt: sangere, skuespillere og band foruden alle
backstage-grupperne (scenografi, kostume, sminke, lys/lyd, PR). Det
er mange kræfter, som på denne måde får mulighed for at udfolde
sig, og det stiller store krav til alle medvirkendes
samarbejdsevne, disciplin og ansvarsbevidsthed. Der er
forestillinger i uge 5.
Åben Musik
Eleverne på CG har deres egen
musikforening. Ved at betale et medlemskontingent får man adgang
til musiklokalerne med instrumenter m.m. og kan booke en fast
øvetid eftermiddag eller aften. Åben Musik-foreningens bestyrelse
består af spilleglade elever, mens den daglige administration
varetages af en af musiklærerne. Åben Musik arrangerer
novemberkoncert, julecafé og CG-Grand Prix, så både rutinerede og
begyndere får mulighed for at afprøve deres musikalske evner.
Dette års CG-Grand Prix finder sted
fredag d. 16. marts. Dommerne er tidligere CG-elever, hvoraf nogle
har fortsat deres karriere i musikbranchen, samt publikum. Kravet
til konkurrencens musiknumre er naturligvis, at det skal være egne
kompositioner.
Hvert år bliver man overrasket
over, hvor mange gode komponister og tekstforfattere, der går på
dette gymnasium!
Musiklærerne